Jeg er meget selvkritisk

Jeg er meget selvkritisk

Ulla spørger (forkortet):
Det er gået op for mig, at jeg er utrolig selvkritisk og ikke vil høre efter og stoppe, når andre siger, at jeg har gjort det godt nok. Min mor var alkoholiker og min far arbejdede rigtig meget og når han var hjemme, så han bare til uden at gøre noget. Hvad kan jeg gøre for at slippe mine egne kritiske briller og komme til også at slappe af en gang imellem?

Svar:

Forklaringen er, at du som barn aldrig havde en oplevelse af at kunne gøre noget godt nok. I hvert fald ikke i forhold til din mor. Som barn af en alkoholiseret mor har du formodentlig enten aldrig fået ros for det du har lavet eller du har fået skæld ud, hvis ikke din mor synes det har været godt nok. Det betyder, at du allerede fra du var barn ikke har haft nogen klar grænse for, hvornår nok er nok. Du har ikke haft nogen der i tilstrækkelig grad kunne definere hvilken kvalitet du kan forvente at skulle levere.

I praksis betyder det for dig, at du stiller alt for høje krav til dig selv. Du gør det ubevidst og fordi du er bange for ikke at gøre arbejdet godt nok. Selvom du med din bevidsthed godt ved, at du ikke vil få skældud eller blive straffet, hvis det du leverer ikke er godt nok, så tager din underbevidsthed ingen chancer. Den giver dig dårlig samvittighed, hvis ikke du kan leve op til ekstremt høje idealer. 

En mulig følge kan sagtens være, at du heller ikke kan acceptere det, andre har lavet. Du vil sikre dig, at deres arbejde lever op til dine kvalitetskrav. Også her er det din underbevidsthed, der forsøger at beskytte dig – helt unødigt, som du nok forstår.

Det du kan arbejde med, for at få det bedre, er at give dig selv lov til at sløse. Udfordre dig selv ved at lade en krumme ligge på bordet, undlade at støve af en hel uge eller hvad du nu kan udfordre dig med, for at overskride og sætte dine grænser på en prøve.

Vær bevidst om hvornår det sker og at det sker og sig til dig selv, at du sagtens kan stoppe nu og at kvaliteten er helt i top i forhold til, hvad du vil være bekendt – også selvom du ikke synes du er færdig. Gør også op med dig selv at når du synes du er 80% færdig, så er opgaven løst på en måde, hvor andre synes den er fremragende og perfekt.


Dette svar er givet ud fra mine forudsætninger for at kunne hjælpe i en brevkasse og de skal betragtes som en generel tilgang til emnet. Svaret kan ikke betragtes som udtømmende, da individuelle detaljer er udeladt.

[   Til brevkassse   ]